Til forsiden
Tversted Strand

De hvide sandstrande ved Tversted og Skiveren er børnevenlige. Om sommeren kan du bade eller dase i klitternes solgryder. I klitterne er der et rigt plante- og fugleliv. Er du lystfisker, kan du fiske havørred, torsk og fladfisk direkte fra stranden. Du må heller ikke snyde dig selv for de berømte Tversted-isvafler.

Klit - Tversted Strand
Drenge i gummibåd

Nyd de kilometerlange hvide sandstrande ved Tversted og Skiveren.

De er særdeles børnevenlige med høje klitter og uden stejle kyster. Der er naturligvis blåt flag på strandene. Stranden er en oplevelse på alle årstider.

Vidste du forresten, at du får mere sol for pengene heroppe? Det er, fordi vi ligger i læ af de sydnorske fjelde. Her regner den fugtige Atlantvind af og blæser tørt ned over Vendsyssel - og sørger for skyfri himmel.

Om sommeren kan du bade, lege, spille bold og dase i klitternes solgryder. Hele året indbyder stranden til en travetur med herlig frisk luft.

Tag kikkerten med og se nærmere på den livlige skibstrafik gennem Skagerak.

Du kan fiske på stranden og i Uggerby å

I klitterne er der et rigt plante- og fugleliv. Her finder du også mange sjældne planter, blandt andet flere orkidé-arter. I klitplantagen og kommuneplantagen er der rig mulighed for at samle vilde bær, planter og svampe.

Er du lystfisker, kan du fiske havørred, torsk og fladfisk direkte fra stranden. Uggerby å byder på rige fiskemuligheder. Uggerby å er kendt for sit gode fiskevand, og her findes tillige en fiskeplatform for handicappede.


Den Blå Kiosk


Smag de berømte Tversted-isvafler

Læg turen forbi  ishusene på vej til stranden og smag de berømte Tversted-isvafler. De største kræver to hænder. God appetit.









Onsdag, februar 09 2011

Lysets Land strande har det Blå Flag

Blå Flag-kampagnen er en 
international miljøkampagne, der arbejder for et renere hav- og kystmiljø samt for at højne strandene og havenes generelle sikkerhed, service og kvalitet til gavn for dig som besøgende.

En Blå Flag-strand kendetegnes ved, at den er ren og tilses jævnligt, har affaldsordning, har rent bade-vand og oplysninger om den aktuelle vandkvalitet.

Læs mere om Blå Flag og badesikkerhed på: 
Friluftsrådets hjemmeside.
Rådet for større badesikkerhed.

Toppen af Danmark A/S Skandiatorv 1, 2. 9900 Frederikshavn KONTAKT